Forberedelse til afgang mod Pakistan - Ole Moses Blog
30.05.17
Med sved i håndfladen er tasken pakket, og alt hvad jeg kommer på herefter, må jeg undvære, da der hverken er plads eller flere ledige kg at udfylde til flyet ☺
Er du klar? Er spørgsmålet jeg har fået rigtig mange gange de sidste par dage, og dertil kan jeg kun svare: ”Jeg aner ikke, hvad jeg skal forvente og dermed være klar til!” Når man kender mig, så er det den optimale forberedelse til noget stort, nemlig at føle sig en smule uforberedt, når det går løs. Det skærper mine sanser, og kroppen indstiller sig på at tage et skridt af gangen og blive ved med dette, indtil jeg er fremme, i modsætning til at tælle hvor mange skridt der mon er tilbage. Der er mentalt en stor forskel på de to tilgange, men jeg er sikker på, at mange vil fortrække en anden tilgang end min☺
Formen kunne være bedre, men som de fleste påstår, så er bjergbestigning 90% mentalt og 10% fysisk. Denne betragtning tilslutter jeg mig gladeligt, for dermed har jeg med mit fokus på risikominimering valgt den rette prioritering op mod afgang. Tror jeg ☺
Den umiddelbare plan for de næste 26 dage ser ud som følgende:
Dag 1: Ankomst til Islamabad Pakistan (1. Juni)
Dag 2 – 4: Fly til Skardu samt anskaffelse af sidste fornødenheder.
Dag 4: Rejse med Jeep til Askole
Dag 5: Trekking til Jhola 3200m
Dag 6: Trekking til Paiju 3450m
Dag 7: Hviledag i Paiju camp for at akklimatisere
Dag 8: Trekking til Khoburste 3930m
Dag 9: Trekking til Urdukas 4130m
Dag 10: Trekking til Goro 4350m
Dag 11-12: Trekking til K2 Base Camp 5050m
Dag 13: Hviledag i K2 Base Camp
Dag 14-19: Bestigning af Kharut Pyramid 6444m (Meget vejr afhængigt)
Dag 19-23: Trekking til Askole
Dag 24: Jeep til Skardu
Dag 25: Fly til Islamabad
Dag 26: Afgang og ankomst i Danmark
Der skal tilbagelægges mange km under hårde forhold og temperaturer skiftende fra +40 grader og -30 jf. sidste vejrmeldingscheck, men det kan hurtigt ændre sig i begge retning. Gældende er dog, at temperaturen falder for hver dag og hver højdemeter vi tilbagelægger.
Nogle har ved de tidligere opslag konstateret udfordringen med 200kg udstyr til 2 mennesker, og i den sammenhæng får vi selvfølgelig hjælp af Porters, også kendt som bærere. Alt andet er uden hjælp og støtte, og jeg anser de største udfordringer som værende at skulle leve af tørfoder og overleve turen, hvis den anderledes bakterieflora rammer min danske mave ☺
Det er med en sund nervøsitet, at jeg i morgen lægger DK og dem jeg elsker bag mig, for til gengæld, forhåbentligt, at høste endnu et eventyr og unik oplevelse, som skal indgå i min private samling af lykkelige minder.