NTT DATA Business Solutions
NTT DATA Business Solutions | april 9, 2021 | 5 min.

Etisk tilgang til kunstig intelligens fra Danmark

 

Danmark bobler med ideer, opstartsvirksomheder og projekter inden for kunstig intelligens, men det sker på en baggrund af globale tømmermænd over tech-giganternes dominans i data-økonomien. Danmark bør vise en anden vej, mener to danske aktører.

Robot and human interaction

Danmark bobler med ideer, opstartsvirksomheder og projekter inden for kunstig intelligens, men det sker på en baggrund af globale tømmermænd over tech-giganternes dominans i data-økonomien. Danmark bør vise en anden vej, mener to danske aktører.

”Vi har et meget klart fokus på etik-dimensionen i forhold til kunstig intelligens. Fremover skal man kunne forklare, hvordan en AI-løsning virker. Man skal kunne dokumentere, at konsekvenser i forhold til privatliv, demokrati og bæredygtighed er tænkt ind. Derfor er det en konkurrencefordel at prioritere det fra starten,” siger daglig leder og COO Malene Østergaard fra AI Innovation House.

Det nystartede AI Innovation House i Vejle huser over 20 SMV-virksomheder og start-ups, som har set, at etik-by-design bliver en forudsætning for at kunne få succes. Samtidig markerer den boblende aktivitet i huset, at kunstig intelligens nu er langt mere konkret og tættere på hverdagen end for bare få år siden.

”Data-etikken er et konkurrenceparameter. Lige om lidt får vi ny regulering fra EU, som vil opstille krav til brugen af AI, og her vil den etiske dimension spille en nøglerolle. Derfor kan vi her i Danmark lige så godt kaste os ind i feltet, høste erfaringer og gå forrest,” siger Global head of AI Thomas Nørmark fra NTT DATA Business Solutions.

Rammeværk for etisk AI

Den internationale it-virksomhed NTT DATA Business Solutions er blandt samarbejdspartnerne for AI Innovation House, som er en innovationslegeplads inden for digitalisering og kunstig intelligens. Et stort moderne hus i DANDY Business Park danner rammen takket være investorerne Bagger-Sørensen Invest A/S, CASA og Insero.

”Vi har opbygget et stort rammeværk. Vores erfaring med eksempelvis at hjælpe Børns Vilkår med kunstig intelligens til at optimere Børnetelefonen har tvunget os til at ”slibe sværdet”. Rammeværket er en etisk tjekliste ud fra klassisk lifecycle-tankegang. Vi opstiller alle de kontrolspørgsmål, som man skal overveje i alle faser af et AI-projekt,” siger Thomas Nørmark.

I en ”data ethics journey” skal både kunde og leverandør forholde sig til etiske aspekter i forhold til forretningsmål, dataforståelse, dataforberedelse, modellering, validering, idriftsættelse og drift. Selv om rammeværket rummer over 80 spørgsmål og arbejdet kan understøttes af en platform, så skal man hele tiden have hjerne og hjerte med,” understreger Thomas Nørmark.

AI made in Denmark

”Det er meget inspirerende, at I har taget det etiske buzzword et stort skridt tættere på hverdagen og den praktiske gennemførelse. Vi ser selv et oplagt potentiale i at brande Danmark på at bruge disse kraftfulde teknologier på en langsigtet og demokratisk bæredygtig måde. Derfor skal vi være et ”human first” sted med fokus på teknologi. Ikke den anden vej rundt,” siger Malene Østergaard.

AI Innovation House bringer start-ups, private virksomheder, offentlige aktører, forskere og globale it-firmaer sammen for at vidensdele på tværs og skabe optimale vilkår for vækst og jobskabelse. Målet er at omsætte specialiseret viden til konkrete koncepter, forretningsmodeller, systemer og produkter.

”Hvis vi kan opbygge en stærk dansk kompetence på det her felt, så kan vi gøre ”AI made in Denmark” til et stærkt kvalitetsstempel. Mange virksomheders fremtidige konkurrenceevne kommer til at afhænge af, hvordan de udnytter data og avanceret analyse oven på disse data. Det skal vi bidrage til,” siger hun.

Kunstig intelligens ind i hverdagen

Globalt set har teknologibegejstringen fra for få år siden lidt et knæk. Tech-giganternes brug af data er blevet kaldt overvågningskapitalisme i akademiske kredse, i takt med at konsekvenserne for meningsdannelse, demokrati og global ulighed er blevet tydeligere. EU – men også den amerikanske kongres og politikere fra andre nationer – er i gang med at regulere dataøkonomien. Og den bliver mere nødvendig i takt med at teknologien griber ind i vores liv, mener Malene Østergaard:

”Hidtil har kunstig intelligens huseret på tegnebrættet og inde i testmiljøerne hos it-professionelle, men nu kommer den ud og påvirker almindelige menneskers hverdag. Vi vil se en bølge af praktiske anvendelser i de kommende år, og det bliver afgørende, at den er retfærdig, forklarlig og menneskevenlig,” siger hun.

”Jeg er helt enig. Det er meget fint, at vi nu ser den her software løse problemer ude i det virkelige liv,” siger Thomas Nørmark. ”Jeg mener, at den har et stort potentiale på en meget lang række områder, og selvfølgelig skal vi bruge den med omtanke. Der er mange meningsdannere, som kritiserer teknologien og nærmest tror, at algoritmerne er onde i sig selv. Jeg frygter, at mange virksomheder vil tøve og ikke udnytte potentialet.”

Lokale aktører giver tilbage

Et godt eksempel finder man faktisk i receptionen hos AI Innovation House. Her er det robotten Ada, som tager imod gæsterne og udfører receptionistens funktion. Robotten er udviklet og leveret af NTT DATA Business Solutions, og som tiden går, vil den blive dygtigere til at genkende gæsterne og guide dem videre.

”Årsagen til at vi er aktive i forhold til jeres hus, er jo netop at vi gerne vil arbejde tæt sammen de opstartsvirksomhederne. De har fart på, og de sætter handling bag ordene. Det er præcis det, som skal til nu. Der været en tendens til, at it-virksomheder har udviklet en AI-hammer og går rundt og leder efter nogle AI-søm at slå i. Det skal vi have vendt om, og de små start-ups kommer netop med ideer, energi og en god pose realisme,” siger Thomas Nørmark.

”Hele fundamentet for dette hus er jo også 100 mio. kr fra lokale aktører, som gerne vil give noget tilbage til lokalsamfundet. Derfor ligger det her i Vejle, men dagsordenen er at give Danmark et digitalt fyrtårn,” siger Malene Østergaard. ”Vi tror, at fremtiden ligger i hænderne på dem, som udnytter det fulde potentiale i kunstig intelligens og digitalisering. Vi vil skabe et miljø, hvor kombinationen af mange forskellige mennesker folder viden, visioner og værktøjer ud.”

AI Innovation House har sin officielle åbning d. 7. maj 2021.

Læs mere om AI Innovation House: https://www.aiinnovationhouse.dk/

 

“Vi ser et oplagt potentiale i at brande Danmark på at bruge disse kraftfulde teknologier på en langsigtet og demokratisk bæredygtig måde. Derfor skal vi være et ”human first” sted med fokus på teknologi. Ikke den anden vej rundt,” siger COO Malene Østergaard fra AI Innovation House.

 

”Data-etikken er et konkurrenceparameter. Lige om lidt får vi ny regulering fra EU, som vil opstille krav til brugen af AI, og her vil den etiske dimension spille en nøglerolle. Derfor kan vi her i Danmark lige så godt gå forrest,” siger Global head of AI Thomas Nørmark fra NTT DATA Business Solutions.

AI Innovation House og NTT DATA Business Solutions samarbejder om at udvikle fremtidige løsninger inden for kunstig intelligens. Men robotten Ada i husets reception er et nutidigt og konkret eksempel på at bruge teknologien. Ada er leveret af NTT DATA Business Solutions.